Henrik Ibsens skrifter

Underskrevne Henrik Ibsen ansøger herved underdanigst om at det naadigst maatte behage ​Deres Majestæt gjennem den Kongelige norske Regjering at lade fremsætte til det nu forsamlede Storthing ​Proposition om at der til mig bevilges en aarlig Gage af 400 Spdlr, for derved at sætte mig istand til udelukkende at kunne leve for mit Kald som Digter.

Efterat der i to paa hinanden følgende Aar, 1862 og 1863, var mig ved Kongelig ​Resolution bevilget Stipendier, hvert paa 100 Spd for i et Par Sommermaaneder at foretage indenlandske Rejser, tilstodes der mig i 1863 et Stipendium, stort 400 Spd, af ​Fondet til Videnskabsmænds og Kunstneres Rejser i Udlandet, hvorefter jeg i Begyndelsen af Aaret 1864 tiltraadte en Udenlandsrejse, og har siden den Tid væsentlig opholdt mig i Italien.

Den første Frugt af min Rejse foreligger nu for Offentligheden gjennem mit for nylig i Kjøbenhavn udgivne ​dramatiske Digt, betitlet «Brand», som allerede nu, faa Uger efter Offentliggjørelsen har tiltrukket sig Opmærksomhed ogsaa ​udenfor mit Fædrelands Grændser; men af de modtagne Taksigelsesyttringer kan jeg ikke leve, og det efter Forholdene

Faksimile

forøvrigt rigelige Forfatterhonorar er ligeledes utilstrækkeligt til at sætte mig istand til at fortsætte min Rejse og idethele taget betrygge selv min nærmeste Fremtid.

Det er efter ​Raad, indløbet pr: Telegraf fra mine Venner i Christiania, at jeg vover dette usædvanlige Skridt, direkte at henvende mig med min underdanigste Ansøgning til Deres Majestæt.

Vi havde ​tidligere troet at der om et Aar skulde have været Anledning til gjennem erhvervet Kongelig Proposition at faa min Sag frem for et da forsamlet Storthing; men nu viser det sig at der maa ventes i tre Aar, og dette kan jeg ikke.

Det er ikke for et sorgfrit Udkomme jeg her kjæmper, men for ​den Livsgjerning, som jeg uryggelig tror og veed at Gud har lagt paa mig, – den Livsgjerning, der staar for mig som den vigtigste og fornødneste i Norge, den, at vække Folket og bringe det til at tænke stort.

​Det private Forslag, som man har sagt mig at flere Medlemmer af Storthinget vil fremsætte, har ingen Udsigt til at drives igjennem; en Henvendelse til Regjeringen tillader Tiden ikke.

Min Konge er derfor mit eneste og sidste Haab.

Det hviler i Deres Majestæts Kongelige Haand om jeg skal maatte tie og bøje mig under den bittreste Forsagelse, som kan ramme et Menneskes Sjæl, – den Forsagelse, at maatte slippe sin Gjerning i Livet, at maatte vige der, hvor jeg veed at der er givet mig Aandens Vaaben til at kjæmpe;

Faksimile

og dette er for mig tifold tungt; thi jeg har indtil denne Dag aldrig veget.

Men jeg er trøstig; thi naar jeg her har betegnet min Livsgjerning som skeet er, saa veed jeg ogsaa at jeg derved har betegnet mig selv som en Stridsmand under Deres Majestæts ​aandelige Banner.